Parring umiddelbart efter fødsel

Valborg havde gået sammen med Æbbe længe nok til at være tromle tyk, men jeg ville ikke sætte hende ind til en anden hun så sent i drægtigheden, af frygt for at der ville opstå magt kampe. Jeg valgte at flytte Æbbe selvom det er mig meget imod at lade et marsvin gå alene. Valborg gik i en løbegård der stødte direkte op til Amarone og hendes to unger. Så kunne hun i det mindste høre at hun ikke var det eneste marsvin i verden. Det holdt i to dage. Hendes adfærd ændrede sig fra rolig til let at skræmme og inde i huset gravede hun sig dybt ned i hø og savsmuld, næsten som om hun prøvede at gemme sig. Hun var helt tydeligt utryg ved situationen. Hun stillede sig ofte op af tremmerne ind til Amarone. Hun ville derind. Meget af tiden opførte hun sig som hun plejede, spiste og vimsede lidt rundt, men studerede man hende lidt nærmere var det let at se at hun ikke trivedes med hendes single liv.

Jeg tog et valg. Et af dem man ellers ikke må i marsvine verdenen. Jeg satte hende sammen med Æbbe igen. Det betød at hun ville blive parret en time efter fødslen. Hun var ung og første gangs fødende, så naturligvis kunne hun også klare det. Valborg var glad og rolig igen.

Nogen gange har jeg læst at hannen skal fjernes så han ikke træder ungerne ihjel. Det argument er måske  relevant for marsvin der går på meget lidt plads. Men når de har masser af plads syns erfaringen at fortælle mig at de voksne lader ungerne være alene mens de ordner deres voksenting. Alt andet ville jo også være usømmeligt. Da parringen finder sted en times tid efter fødslen, og ungerne kan klare sig uden mælk det første døgn, er det måske ikke så slemt for dem lige at få et øjeblik hvor de i ro og mag kan filosofere over hvad det er for en verden de er landet i. 

Valborg fødte ved middagstid, så jeg fandt hende med tre drivvåde unger (en var død da hun ikke havde pakket den ud). Så havde jeg muligheden for at fjerne Æbbe, så hun blev alligevel ikke parret umiddelbart efter fødslen.

 

Yvonne derimod, lod jeg blive sammen med Imanuel da hun skulle føde. Der kom kun en enkelt unge. Et lille friskt hunkønsvæsen. Nu havde hun ingen søskende at sidde sammen med når mor ville have lidt tid for sig selv, så her har hun i stedet opsøgt sin far og siddet og puttet ved ham. Han har også meget omsorgsfuldt vasket hende bagi og tøffet lidt rundt med hende i buret. Det har været interessant at se den lille familieidyl. Hannerne er bestemt ikke uinteresserede i deres afkom.

 

Indavl/linjeavl

Det er vist mere eller mindre to sider af samme sag, men det ene lyder finere end det andet. Jeg bruger Kintraks animal breeder progammet til at holde øje med min indavl. Jeg holder mig som regel under 30%, men af og til overstiger jeg denne grænse lidt. Når jeg har avlet mig selv ind i et hjørne, skaffer jeg et nyt dyr til flokken og kommer ned på 0% igen og så fremdeles. 

Marsvin er ikke et af de mest sarte dyr overfor indavl. Men det er stadig værd at huske at man ved indavl forstærker så vel gode som dårlige egenskaber, så hvis en af de dårlige begynder at ses for tit er det fornuftigt at tage højde for det og få noget frisk blod ind over.

Huldas hårtab

Hun har altid tabt hår på bugen når hun havde unger, men det syns jeg også lunkaryaerne har tendens til. Men denne gang tabte hun rigtig meget hår og kløede sig. Da håret ikke var der til at beskytte kradsede hun rifter i huden og så forfærdelig ud. Jeg tænkte naturligvis på skab selvom det heller ikke rigtig lignede det. Jeg smurte hende ind i pattesalve på de skaldede områder og i løbet af et par dage var sårene helet og hun holdt op med at klø sig. Pelsen voksede også snart ud igen. Alt tyder på at det har været en kombination af hormoner og tør hud.

Da pelsen var væk, kunne man se på hudens pigmentering at hun aldrig har været et ensfarvet marsvin, selvom det så sådan ud i starten.

Som regel er det altid i forbindelse med fødsel og diegivning at racen taber håret på maven. Men foråret  2018 hvor Hulda var gået på pension, skete det pludselig igen, og endnu engang var det rigtig meget hår der røg af. Op imod 50% af hendes pels var væk. Denne gang kløede hun sig ikke.

Om det bare var en brunst, der trickede det denne gang, ved jeg ikke, men håret voksede bare ud igen uden at jeg blandede mig.

De nyttige pensionister

Når man avler hober antallet af brugte grise sig let op. Disse besørger og skal brødfødes på lige vilkår, men kan ikke længere “bruges” til noget. Eller kan de?

I mit opdræt bruger jeg dem som barnepiger, som de tydeligvis er glade for. Ved at lade dem gå sammen med drægtige hunner har jeg oplevet at de gerne tager del i pasningen af de helt små unger.

Da Ulla fødte Æbbe, Ælly og Ærna, gik Babette som var tip oldemor til kuldet, ind og nussede og slikkede de små, når Ulla var ude at spise. Det var ikke fordi Ulla ikke tog sig ordentligt af kuldet.

Da Ketty fødte Nielsine, Nilaus og Nikodemus, var det Hulda der blandede sig. Hun havde mistet en unge ved fødslen kort forinden, som hun måske stadig savnede. Da jeg kom ud til dem sad Ketty med de to store og sunde unger og Hulda sad med Nikodemus, ovenikøbet i et andet hus. Han var et lille skravl som desværre ikke overlevede, selvom jeg prøvede at hjælpe. Det var som om Ketty havde mistet interessen, og Hulda gik ind og overtog plejen af den terminale patient.

 

 

Genforeningen en fiasko

Æbbe og Imanuel havde gået sammen siden Æbbe var helt lille. De trivedes fint, men det var Imanuel der bestemte. Begge skulle bruges i avl efter en lang vinterpause. Det har før lykkes mig at sætte to hanner sammen som voksne også efter de havde været brugt til avl. Imanuel er så sindig og rolig at det er lykkes med ham flere gange.

Jeg tog begge på skødet så de kunne hilse lidt på hinanden under rolige forhold uden for begges territorie. Imanuel prøve at komme ind under Æbbe, som for at få ham til at miste ballancen. Det var ikke fordi han var bange, for han er ikke bange for noget som helst, hverken mennesker eller katte eller lyde. Æbbe reagerede ikke særlig positivt på den behandling, men jeg fik dem skilt ad igen, en på hver lår... troede jeg. For pludselig sprang Æbbe med fuld fart mod hvad han mente var Imanuel, men det var min finger, og så var det eksperiment badet i blod. Jeg opgav, og satte dem begge hos hunner i stedet for. Efterfølgende fik Æbbe lov at gå med Birger uden problemer. Nu var Æbbe blevet chef.

Volmers byld

Jeg fandt en byld på volmer, næsten helt nede ved bagbenet. Han havde allerede kradset hul på den, så den så meget mærkelig ud. Men der var stadig frisk hvid talg i den. Med en vatpind og klorhexadin fik jeg den tømt og renset. Dagen efter var der sårdannelse i den, og blev herefter smurt med helosan salve.

foto 1: som jeg opdagede den

foto 2: efter rensning

foto 3: dagen efter