Genet

Det opstod i sverige, og to piger påtog sig opgaven at avle videre på det. Det er et krøl gen, men det første som er dominant. Det betyder at man altid får 100% krøllede unger, første gang man parrer en "ægte" lunkarya eller curly med en glathåret.

Og med "ægte" mener jeg et dyr der ikke bærer glathårsgenet. Man kan sagtens have en stamtavle hvor der står lunkarya ud for alle dyr, men et recessivt gen kan ligge passivt i mange generationer.

Af samme grund er det også vigtigt ikke at blande andre krølgener ind i avlen af lunkarya og curly, da det vil være umuligt at afgøre hvilke krøller man har med at gøre.

Den største gene ved at avle glathårede ind over, er at pelsens tæthed og stridhed bliver meget påvirket af det og nogen gange tager det flere generationer at få den tilbage igen. Men intet uden undtagelser. Jeg har haft lunkaryaer i min curlyavl, som burde være bløde fordi de er fortyndede, men alligevel har været blandt de bedste lunkaryaer jeg har mødt. 

Lunkarya’en er den langhårede og curly’en er den korthårede. En lunkarya peruaner har to bagrosetter. En lunkarya sheltie har ingen. Det gælder også for curly’en at den kommer enten med to bagrosetter eller helt uden. Pelsen er meget strid og tæt.

De kan for så vidt komme i alle udgaver af hvirvler og ikke hvirvler. Det har bare ikke noget navn endnu. De kan også være mere eller mindre krøllede. Tætte og stride i pelsen eller tyndhårede og bløde. Det der primært gør dem til lunkarya eller curly er det dominante krølgen. Resten går ind under varianter og kvaliteten af dyret.

De har et blidt temperament. Nogen dyr bliver simpelthen tamme uden at man gør noget for det. Jeg kan gå rundt inde i båsen uden at de gider at flytte sig, som om de overhovedet ikke har opdaget at jeg er der. Men stikker jeg en hånd ned for at klø dem bag øret og under hagen, bliver de bare siddende og løfter hovedet så jeg bedre kan komme til at klø dem rigtigt. 

Selvom jeg i sin tid avlede rex og alpaca, som jeg fandt meget lette at håndtere, må jeg alligevel sige at lunkaryaen/curlyen er endnu mere tillidsfuld.

Det er selvfølgelig meget genereliserende, for naturligvis er der undtagelser. 

At den ikke er mere populær undrer mig egentlig, for dens rolige og blide natur, egner sig rigtig godt som kæledyr. Måske er det pelsens længde og tæthed der gør det. Der ér meget hår.