Nielsines døde unge i maven

Hendes første kuld gik rigtig godt. Fire sunde unger. Men hendes andet gik knap så godt. Hun fik to levende og to døde unger. De to levende var lidt skravlede. Nielsine var også selv lidt træt og medtaget af fødslen, så jeg lod dem få ro det første døgn. Det virkede som om hun tog sig godt af dem og på anden dagen var hun også begyndt af give dem mælk. På tredjedagen lugtede der af lort og ungerne der ellers var helt hvide så beskidte ud. Jeg tog Nielsine op og hun var smurt ind i tyndskid på maven. Jeg gav hende noget zoolac (på det tidspunkt kendte jeg ikke fibreplex som er mere egnet til gnavere), og jeg tog hende i et lunkent bad. 

Da jeg kiggede til hende nogle timer senere havde hun født endnu en unge. Død naturligvis, og var begyndt at gå lidt i opløsning. Nielsine virkede lettet, så jeg tænkte at den lille familie skulle have fred, i stedet for at halse til dyrlægen. Så jeg valgte at se tiden an. Jeg begyndte at opflaske ungerne, da Nielsines patter var gået i stå. Hendes moderinstinkt derimod var helt intakt, så hun tog sig godt af dem. Ulla var ivrig når jeg flaskede hende, men Uffe var lille og afkræftet, så jeg kunne ikke rigtig få ham til at tage næring til sig. Selvom jeg godt kunne se hvor skæbnen bar ham hen, lod jeg ham dø en naturlig død. Ham og Ulla sad helt tæt meget af tiden, så den oplevelse ville jeg ikke tage fra ham. 

På syvende dagen var jeg nødt til at tage til København i tre dage, så jeg valgte at tage mor og datter med, da jeg flaskede Ulla 4-6 gange om dagen. Det var ikke rart at skulle tage dem gennem  en 4 timers rejse med skib og tog, men de klarede det fint både ud og hjem.

Ulla voksede sig stor og sund, og Nielsine var tilsyneladende også sig selv igen.

Ulla flaskes og ulla som voksen

Nielsines spyflue angreb

Alt så ud til at være i orden med Nielsine, på trods af den svære fødsel.

Der gik nogle måneder, og det blev varmt og alle grise kom ud i løbegårdene.

En dag jeg skulle fodre, blev hun inde i huset. Jeg åbnede låget og hun virkede urolig. Jeg tog hende op og hun var skaldet på bugen, var rød og havde blålige plamager som fortsatte lidt ned på bagbenene. Jeg tænkte at jeg hellere måtte give hende et bad i let lunkent vand. 

Da jeg satte hende ned i vandet, skreg hun af smerte og jeg tog hende straks op igen. Jeg kiggede hende efter og nu kravlede der et hav af larver rundt på bugen og i pelsen på bagbenene. Jeg fjernede så mange jeg kunne og opdagede at de flygtede ind i tissekonen på hende. 

Lørdag formiddag, men jeg måtte ringe til dyrlægen.

Jeg kunne også have aflivet hende på stedet , men på alle andre måder virkede hun overhovedet ikke syg eller utilpas, så jeg havde ikke lyst til at tage rollen som bøddel. 

Dyrlægen spulede en masse larver væk og gav hende en indsprøjtning med noget der kunne dræbe småkryb og så fik jeg noget antibiotisk med hjem på en flaske med pipette, som hun skulle have oralt i 10 dage. Han sagde at spyflue larver gik efter sår og råddent kød, så det var sandsynligt at der lå noget i Nielsine fra den halvrådne unge hun havde haft i maven tre måneder tidligere.

Jeg var meget spændt på om hun ville klare det hele, men hun kom sig hurtigt, og jeg blev 1675 kr. fattigere.

Huldas unger opflaskes med kattemælk

Hulda havde været lidt uheldig med sine unger, så jeg syntes hun skulle have et sidste kuld, og håbede at det ville blive en god oplevelse for hende.

Hun fik fire unger, men to af dem var døde. Volmer og Valborg var til gengæld både smukke og sunde. Hulda har før haft problemer med patterne, men satsede på at det ikke var en kronisk lidelse hos hende. Desværre var der ikke meget at komme efter, så jeg måtte igang med kattemælken og den lille sprøjte. Begge unger fik mælk 4-6 gange dagligt og var også nødt til at komme med en tur til København, så de kunne få deres måltider. Hulda ordnede resten. Dog masserede jeg dem lidt i numsen når de havde fået mad, for en sikkerheds skyld. 

Opflaskningen foregik dels med killingemælk og den almindelige kattemælk fra brugsen. Desuden fik de græs og andet let tykkeligt grønt. Til dem der ikke ved det, er det værd at nævne, at marsvin ikke tåler komælk, så derfor bruges kattemælk.

Volmer og Valborg voksede fint til og de blev Huldas  sidste kuld. Derefter blev hun pensioneret til et liv som hyggetante for andres nyfødte.

 

Valborg

Volmer

Hulda skifter farve

Hun var hvid MØ da hun blev født, og det står der også på stamtavlen. Men da hun var et år gammel syntes jeg at hun begyndte at se lidt beskidt ud. Ret hurtigt udviklede det sig, så det var tydeligt at det ikke var møg der var skyld i det men et farveskift. Det var før jeg var begyndt at avle californian ind i min bestand. Jeg forhørte mig lidt omkring og fik af vide at hun var det man kalder "sodet" eller "masked". 

Hun er senere brugt i californian avlen og måske er det hendes skyld at hendes efterkommere bliver lidt overtegnet.

Efter et år

Unge mødre

Kia blev hurtigt voksen. Af flere grunde valgte jeg at sætte hende hos Zinnamo med det samme jeg fik hende. Primært for at ingen dyr skulle gå alene. Hun var 8 uger gammel og vejede 410 gram.

Jeg vil gerne understrege at det ikke er normal procedure at sætte så unge hunner i avl, men omstændighederne gjorde at jeg vurderede at det var det bedste på det tidspunkt.

Nu har jeg haft marsvin siden jeg var 6 år gammel og da jeg var barn var der ikke noget der hed “birth control” for marsvin, så jeg har set adskillige tilfælde af unge mødre og efter min mening er der ikke belæg for at det skulle skade dem, eller gøre dem til dårlige mødre.

Der er en bred vifte af meninger om emnet, blandt andet mener nogen at det hæmmer grisens udvikling at komme tidligt i avl. Men Kia blev på ingen måde hæmmet. Hun fik sit kuld på fire velskabte unger og passede dem fint. Desuden var hun blevet meget hurtigt drægtig, så hun fødte inden jeg nåede at fjerne hende fra Zinnamo. Nu var jeg skyld i to marsvine forbrydelser, da hun blev parret lige efter fødslen. Den næste fødsel gik også fint, men der var 8 unger, så hun havde kun pakket de tre ud. Hun var en god mor, også anden gang. 

Derefter fik hun ikke flere kuld og voksede sig stor og flot. Siden gav jeg hende tilbage til avleren, som udstillede hende med gode resultater.

Det undrer mig egentlig at logikken omkring tidspunktet for parring, afviger så meget fra det naturen har besluttet. Hvis tarv er det i virkeligheden man tilgodeser? Avlerne, udstillerne eller marsvinene? På den anden side har der været en myte om at bækkenet vokser sammen på hunmarsvinet ved 1 års alderen. Men den er vist tilbagevist, da forsøgene var fortaget på hanmarsvin, og nogle avlere har gode erfaringer med at vente med at avle på en hun til hun er over et år. Måske handler det mest om det enkelte marsvins sundhedstilstand og genmasse. Nogle hunner kommer bare galt afsted uanset hvad man gør. 

Som tommelfingerregel er det nok meget godt at holde sig til, at de skal parres når de vejer omkring 700-800 gram. Så har man ikke taget nogen unødvendige chancer.

Kia lige inden hun føder 8 unger

Hun havde svært ved at gå, da hendes bagben knap kunne nå jorden.

Hun vejede 1900 gram.

En uge efter vejede hun 920 gram.

Solstik

Det var en rigtig lummer sommerdag. Luften stod stille. Alle grise var ude i deres løbegårde. Deliah og Dagmar gik sammen på god plads og med to huse. Jeg var på vej til Svaneke for at hente Sir tobys Hollywood Braavos som var min første californian. Han skulle få genet ind i min curly avl. Dagmar var en rigtig god lunkarya og meget rolig og tillidsfuld. Hendes pels var utrolig tæt og strid. Derfor havde jeg planlagt at hun skulle være stammoder til californian genet.

Da jeg kom hjem med den nye han, lå dagmar helt passiv i et hjørne af buret. Hun lå ikke engang i skyggen. Jeg skyndte mig at tage hende ind og sænkede hende i noget køligt vand (ikke iskoldt). 

Hun var allerede meget langt væk og der kom grøn slim ud af munden på hende. Jeg valgte at stoppe redningsaktionene og sidde helt stille med hende på skødet mens hun åndede ud.

Deliah havde ingen problemer, selvom hun havde været i samme bur med samme vilkår. Den bur placering bliver dog aldrig brugt mere og jeg er blevet over forsigtig med hvor jeg stiller burene. 

Sædvanelig vis står de under nogle høje opstammede grantræer og et gammelt birketræ, så de har skygge og luft til flere sider.

Dagmar som langhåret

Dagmar som korthåret

Fødsel over to dage

Deliah skulle føde hendes andet kuld. Der var problemer. En død unge og så lille Dagmar der sad lidt for sig selv. Deliah virkede ikke færdig med fødslen. Jeg tog hende op og masserede blidt på maven og ved kønsorganerne. Jeg gjorde det nogle gange, men der skete ikke mere. Det var aften og jeg lod hende få ro til at tage sig lidt af Dagmar.

Næste morgen havde hun født yderligere to døde unger. Hun virkede ikke så interesseret i Dagmar, så jeg prøve at hjælpe lidt til med noget opflaskning. I løbet af et par dage var alt normalt. Deliah havde det fint igen og passede godt på Dagmar.

Går man på nettet, kan man næsten få den ide, at man er dyreplager, hvis ikke man styrter til dyrlægen ved det mindste hik. Men jeg må indrømme at jeg i mange tilfælde vælger at give grisene ro til selv, og med et minimum af assistance, at klare situationen. Hjælp til selvhjælp. At minimere stress og lidelse må være kriteriet. 

Deliah

Dagmar

Nød aflivning

Det er aldrig rart at skulle tage et andet liv. Men har dyret mange smerter og står ikke til at redde, kan det være svært at undgå. Som kæledyr har man jo ikke den mulighed at få et rovdyr til at gøre kort proces. Under alle omstændigheder er det ikke noget jeg tager let på.

De fleste levende væsner, kæmper for livet så længe de har kræfter til det.

Jeg har heldigvis kun måttet aflive 2 gange på 5 år.

Først kælede og beroligede jeg, så det ikke foregik under stress. Så satte jeg dyret på stengulv eller en mursten. Tog en anden mursten og slog den hurtigt ned i nakken på grisen, så nakken brækkede, og slaget slog under alle omstændigheder det lille kræ ud af bevidsthed. Den fik et slag mere for en sikkerheds skyld, selvom den var død på stedet ved det første.

Med mindre man er helt sikker på hvad man laver, skal man ikke gå igang med det. Så er en bedre løsning at tage til dyrlægen.

 

 

Hanner sammen

På et tidspunkt havde jeg 5 hanner i forskellige aldre gående sammen i en bås på på 6 kvm. Det gik ok, da der var huse nok til at de kunne sove alene, og der var masser af grene og sten de kunne hoppe op på. Der var plads og gemmesteder så de undertrykte kunne flygte når den dominante skulle vise sig.

På et andet tidspunkt havde jeg to af hannerne gående sammen. Det var Imanuel og Jokum. De blev aldrig rigtig glade for hinanden. Jeg satte Sir Tobys Hollywood Braavos ind til dem. Imanuel og Braavos virkede som om de faldt godt i hak sammen. Jokum holdte sig lidt for sig selv. Da jeg solgte Braavos gik det helt galt. Jokum gik amok på Imanuel og skambed ham på hele bagkroppen. 

Det endte med et kuld unger efter Imanuel og Meta. Noget måtte jeg jo gøre for at trøste Imanuel.

Det er nogen gange lykkes mig at få to fuldvoksne hanner til at enes. Det handler så meget om kemi. Godt nok er marsvin ikke særlig kloge set i menneskelig optik, men de ved godt hvem de kan lide eller ikke lide.

Det mest sikre er at sætte en voksen og en unge sammen eller to unger. Hvis de aldrig møder andre marsvin, hverken hanner eller hunner, går det som regel ganske udemærket. Med mindre de bor på alt for lidt plads. Jeg har læst at to hanner trives bedst sammen hvis der er en kvm pr dyr, hvor hunner kan klare sig med det halve. En udemærket tommelfingerregel.

I mit opdræt går hanner aldrig alene, med mindre der opstår et kortvarrigt nødstilfælde. De bor det meste af tiden i stald eller ude i haven og så syns jeg ikke det er i orden at de ikke har nogen at snakke med. Hvis jeg havde dem inde i huset hvor der foregår en masse, og hvor jeg kunne give singlerne lidt ekstra opmærksomhed, ville jeg måske forholde mig anderledes. Men flokdyr er og bliver lykkeligere når de har selskab. Det kan selv marsvin forstå.

Kaffemaskinelyden

Både Babette og Hulda har et par gange i deres liv haft denne lyd. Det lyder som en kaffemaskine der stille og roligt står og spytter vand ned i tragten. Nogen styrter til dyrlægen hver gang den opstår, fordi det kan være tegn på luftvejsproblemer. Jeg har nu slået koldt vand i blodet og set tiden an. Alle gangene er det gået i sig selv igen. 

Skab eller sellnick

Denne mide bliver tit blæst op til at være det værste der kan overgå et marsvin. Naturligvis er det ikke rart, men i det tidlige stadie kan jeg ikke se at det er noget at blive hysterisk over. Hvis det ikke bliver behandlet derimod er det en forfærdelig måde at dø på. Det er utrolig let at behandle med et dryp stronghold bag øret. Jeg havde det i bestanden på et tidspunkt. Det viste sig kun ved at de var en smule tyndhårede på bagrosetterne, men en køber var til dyrlæge og fik konstateret skab. Jeg tog til dyrlægen med et par af mine mulige ofre og fik også konstateret skab. Dyrlægen sagde at alle marsvin havde skab. Det lå latent i dem og når de blev stressede brød det ud. Han sagde også at det var meningsløst at behandle raske marsvin, da giften ikke virkede på mider i dvale. Jeg tænkte at jeg hellere måtte tjekke med en anden dyrlæge også. Hun var enig i at en mide i dvale ikke kunne behandles, men om alle marsvin bar rundt på sellnick miden, var noget man stadig diskuterede blandt dyrlæger.

Jeg valgte at behandle alle i bestanden, bare for en sikkerhedsskyld, også selvom det er mig lidt imod at proppe gift i raske dyr.

Svamp og ringorm

Svamp er noget rigtig møg at få, men dog ikke så slemt som ringorm der kan smitte til mennesker. Det besværlige ved dem begge er, at hver gris skal bades i imaverol og ikke bare en enkelt gang.

Jeg havde et forår hvor jeg var hjemsøgt af det. Om det var et specielt fugtigt år ved jeg ikke, men jeg har kun været plaget, det ene år. Det er jo tilrådeligt at desinficere bure, men i en gammel stald, og med træ overalt kan det være svært at komme i alle kroge. Det gik da også over igen, og det var ikke alle grise der fik det. Så igen er det nok en god ide at slå lidt koldt vand i blodet. Får man det gentagende gange, kan man jo altid gå lidt grundigere til værks.

Hulda på billedet tog nu de mange bade helt afslappet, mens hendes søster Hildur skreg og hylede til det var overstået.