Curly og Lunkarya

Kort om opdrættet:

Opdrættet ligger på Bornholm, et par kilometer udenfor Klemensker. Jeg startede i 2013 efter en længere marsvine pause. Avlen går primært ud på at lave nogle gode curlys. Men vigtigere er det at dyrene hygger sig på god plads og i godt selskab. Ingen dyr går alene. Heller ikke hannerne. Jeg sætter hellere en hun lidt tidligt i avl end at lade et dyr gå alene. Jeg har dog kun en enkelt gang sat en hun i avl som vejede under 500 gram. Oftest er de på 700-800 gram. Om sommeren bor de ude døgnet rundt i store græsningsbure med huse der er hævet over jorden. De står i læ for solen under nogle store træer. Er sommeren meget våd som i 2017 kommer de ind i stalden, som er deres vinter bolig. Er der hedebølge som 2018 lægger jeg køle elementer i husene og stiller ekstra kar med vand i burerne så de har mulighed for at tage et nedkølingsbad. Jeg ved ikke om de vil gøre det, men muligheden skal være der, for solstik er let at få for et marsvin. Om vinteren i stalden. går de blandt andet i store båse der engang blev brugt til endnu større grise. Når det begynder at blive koldt isoleres husene, så de kan gå ind og varme sig med hinanden, og bliver det så koldt at vandet begynder at fryse, kommer de ind i stuehuset i et at de kølige værelser indtil kulden igen er moderat. Om sommeren lever de primært af alverdens grønt og grene fra haven og lidt grøntsager. Om vinteren lever de primært af grøntsager og grainless tørfoder med C-vitamin, grene og lidt græs hvis der er noget. Udover det får de naturligvis frisk, tørt hø dagligt året rundt. De får også en smule frugt jævnligt, men meget moderat.

Lunkaryaens temperament er meget roligt og tillidsfuldt. Det går videre i den korthårede udgave. Det er selvfølgelig ikke alle dyr der er lige rolige, men flere af dem bliver tamme uden nogen særlig indsats.

Jeg fik mine første marsvin da jeg var omkring 6 år gammen og har jævnligt haft marsvin i mit liv siden, og i 90'erne avlede jeg rex og alpaca. Jeg går ikke på udstilling med mine dyr. Jeg vil hellere bare avle. 

Jeg er medlem af DMF.